Var der nogen som så ”adoptionens pris” på tv2?

Jeg sad tilbage med væmmelse og afmagt efter jeg havde set programmet om Masho og hendes bror der blev bortadopteret til Danmark – Til nogle forældre der i mine øjne slet (lad mig sætte en stor fed streg under) ikke magtede opgaven, at adoptere børn. Men bevares, det er blot min mening.  Her kommer så lidt galle.

Masho følte sig så svigtet og magtesløs ved at blive revet væk fra hendes forældre og trygge rammer. Til mennesker hun slet ikke forstår og som slet ikke forstår hende.

Prøv at tænk et chok hun har fået sig. I Etiopien virkede hun som en frisk og tilpas pige. Men at se hendes slukkede øjne da hun får af vide af hendes adoptivforældre at hun ikke skal bo ved dem mere, fordi de ikke magter hende?! Hvor herre til hest! Så blev hun lige svigtet igen igen! Hvor må hun føle sig alene…

Hvis man adoptere børn fra en anden kultur og børn er der så store, at de godt kan huske deres biologiske forældre, så ved man at det bliver hårdt og meget svært. Giv da lige pigen en chance og gi’ hende noget kærlighed, empati og medfølelse! Hvis man siger A så siger man også B!

Prøvede virkelig at sætte mig i adoptivmoderens sted, men at hun kalder Masho ”en nitte” og at hun må være forhekset(!) er ikke til at begribe! Hvor er hendes empati og medfølelse for det lille barn?! Husk, hun er den voksne og Masho er barnet, i en stor indre krise!

Og nu skal Masho være institutionsbarn. Hvor må hun føle sig svigtet, forladt, alene og misforstået. Hun har ikke engang hendes bror længere og når hun engang ser den dokumentar, hvad kommer hun ikke til at tænke? Er jeg ikke god nok? Hvad gjorde jeg så forkert?

Man kan læse lidt her, om hvorfor skaberen af dokumentaren ikke greb ind.

Jeg håber at Masho og hendes lillebror Roba for et liv fyldt med kærlighed trods deres barske start på livet. Jeg kommer i hvert fald til at tænke meget på, hvordan de har det.