I miss this

Jeg kiggede lidt billeder igennem i går, efter jeg havde siddet og sukket efter at gå i kjoler med bare ben og sandaler. Det kan godt være at sidste sommer ikke var noget at råbe hurra for, men jeg savner det nu alligevel.

sommerpageForstå mig ret, så syntes jeg sne er skide hyggeligt! Men syntes januar og februar er meget hårde måneder, at komme igennem, alt det mørke og kulde skaber ikke særlig meget glæde.

Og så sidder jeg her og føler mig lidt dobbeltmoralsk, for hvis jeg husker rigtigt, så sad jeg og sukkede efter sne i sommers?? Sukkede efter hygge, sne og strikketrøjer. Det giver jo ingen mening.

Nu ved jeg bare, at mine Tommy Hilfigers står på hylden og sukker efter at blive luftet.

Adoptionens pris, hjerteskærende dokumentar

Var der nogen som så ”adoptionens pris” på tv2?

Jeg sad tilbage med væmmelse og afmagt efter jeg havde set programmet om Masho og hendes bror der blev bortadopteret til Danmark – Til nogle forældre der i mine øjne slet (lad mig sætte en stor fed streg under) ikke magtede opgaven, at adoptere børn. Men bevares, det er blot min mening.  Her kommer så lidt galle.

Masho følte sig så svigtet og magtesløs ved at blive revet væk fra hendes forældre og trygge rammer. Til mennesker hun slet ikke forstår og som slet ikke forstår hende.

Prøv at tænk et chok hun har fået sig. I Etiopien virkede hun som en frisk og tilpas pige. Men at se hendes slukkede øjne da hun får af vide af hendes adoptivforældre at hun ikke skal bo ved dem mere, fordi de ikke magter hende?! Hvor herre til hest! Så blev hun lige svigtet igen igen! Hvor må hun føle sig alene…

Hvis man adoptere børn fra en anden kultur og børn er der så store, at de godt kan huske deres biologiske forældre, så ved man at det bliver hårdt og meget svært. Giv da lige pigen en chance og gi’ hende noget kærlighed, empati og medfølelse! Hvis man siger A så siger man også B!

Prøvede virkelig at sætte mig i adoptivmoderens sted, men at hun kalder Masho ”en nitte” og at hun må være forhekset(!) er ikke til at begribe! Hvor er hendes empati og medfølelse for det lille barn?! Husk, hun er den voksne og Masho er barnet, i en stor indre krise!

Og nu skal Masho være institutionsbarn. Hvor må hun føle sig svigtet, forladt, alene og misforstået. Hun har ikke engang hendes bror længere og når hun engang ser den dokumentar, hvad kommer hun ikke til at tænke? Er jeg ikke god nok? Hvad gjorde jeg så forkert?

Man kan læse lidt her, om hvorfor skaberen af dokumentaren ikke greb ind.

Jeg håber at Masho og hendes lillebror Roba for et liv fyldt med kærlighed trods deres barske start på livet. Jeg kommer i hvert fald til at tænke meget på, hvordan de har det.

Min stil (indsæt spørgsmåltegn)

Jeg har været lidt rundt omkring hvad angår stil, vil jeg selv mene. Da jeg var 12 år var jeg en snotforvirret teenager som ikke vidste hvem hun var og hvad hun var. Jeg kunne ikke finde ud af hvor jeg passede ind. Jeg var bare en letter overvægtig usikker pige. Efter måneders plageri fik jeg et par UFO bukser af mine forældre, fordi der syntes jeg sk8ter var det vildeste og Avril Lavigne the stuff.

Så startede jeg på efterskole lige da jeg var fyldt 15 og mødte nogle piger i anderledes tøj, som jeg syntes var mega sejt. Jeg ville også skille mig ud. Jeg kan tydelig huske det første hul jeg klippede i mine bukser med en neglesaks (det eneste jeg lige havde på mit værelse), jeg var så bange for hvad min mor ville sige. Men jeg syntes selv det var total bad ass og følte ærligtalt at ”nu kunne jeg da ikke blive sejere!” hehe.

Jeg begyndte at gå med nitter, på hals og arme. Ikke som det er moderne i dag 😉 Og meget sort make up på øjnene. Avril blev byttet ud med Korn og Slipknot og jeg ville slet ikke indrømme at jeg stadig hørte Spice Girls i smug.

Jeg begyndte at hænge ud i Kildeparken og drak lunken pilsner sammen med andre typer. Jeg husker den tid som rigtig sjov og fed. Hold da op jeg morede mig. Jeg følte virkelig at jeg passede sammen med de venner jeg havde fundet. Nogle er jeg da stadig gode venner med i dag. Især Lykke, som jeg faktisk vil kalde min bedste veninde.

Da jeg var omkring 17 gik jeg mere i sorte lange kjoler eller sorte nederdele. Men som tiden gik blev mit tøj skiftet ud med cowboybukser og trøjer fra only i forskellige farver.

Nu, vælger jeg  egentlig bare det tøj jeg bedst kan lide og syntes passer sammen.  Jeg syntes ikke at jeg kan sætte mig selv i en boks som ”poptøs”, ”punker” eller ”sk8ter”.

Jeg er mig, og det er vel også det bedste.

Indlæg nr. 100! Hurra!

Dette er indlæg nummer 100 på min blog. Jeg vil gerne lave en give-away, så det må jeg lige stable på benene. Stay tuned!

Nu har jeg blogget i næsten 4 måneder, i starten tænkte jeg “Hvordan pokker får jeg nogen læsere? Det er jo kun min mor der læser med…..” Men stille og roligt er I dejlige læsere kommet til – OG det er jeg bare SÅ glad for! Hver eneste gang jeg får en kommentar bliver jeg næsten lykkelig “jubii, nogen læser med!”

Her til indlæg nr. 100 har jeg samlet et par billeder som er kommet på bloggen de sidste par måneder. Jeg har utallige mange billeder af mig selv og mine mange outfits, men de billeder jeg lægger ud nu, er dem med lidt mere betydning bag.

Jeg overraskede min mor med en tur i spa og på fiskeresturant til mors dag, jeg var til karneval klædt ud som tinsoldat og med blondt hår, jeg var i teater med nogle skønne piger og så fik jeg taget nogle flotte billeder på en gul mark.

Til sommerfest på seminariet igen med nogle søde piger, hygget med veninder, besøgte min dejlige farmor i Århus hvor min kusine også var med. 

Fejrede min fødselsdag med Jonas på Ruths hotel i Skagen, hvor vi fik mad som jeg aldrig glemmer. Billedet med den blå kjole, er det indlæg jeg har fået flest kommentare og så har jeg spammet jer med Bella-billeder.

Jeg vil bruge denne mulighed igen til at takke jer søde, fantastiske, dejlige læsere, hvis det ikke var for jer gad jeg slet ikke at blogge.