Farvel og tak

Det er med tilbageholdenhed, at jeg udgiver dette indlæg. Men beslutningen her været taget længe..

Jeg stopper med at blogge… efter 5 år med bloggeri, nye venskaber, gode oplevelser og meget mere, mener jeg ikke at lysten og tiden er til det længere.

Det er lidt vemodigt, men jeg vil lade bloggen stå, så jeg kan kigge tilbage og mindes. Der ligger jo mange timers arbejde her, og en helvedes masse billeder.

Jeg mistede min storebror i oktober, og siden da er lysten bare blevet mindre og mindre.

Jeg vil takke jer alle, for at I gad at følge med så længe – og at I havde tålmodighed til, at jeg tog mig et par pauser efter Valdemar blev født.

Jeg er stadig meget aktiv på Instagram @annecathrinebro – så hop derind, hvis I stadig har lyst til at følge med.

Vi ses ❤️

Valdemars første år

valde 1

Jeg har været et hormonelt vrag disse dage. Valdemar blev 1 år den 11 Juli. Og jeg begriber ikke, at jeg slynger den ultimative kliché sætning ud: “Hvor blev tiden af?!?”

For et år siden, kunne han ingenting. Han kunne hverken holde hovedet, se mere end 10 centimeter, han ville ammes hver time, han sked mig på kinden, tissede mig i øjet, gylpede i mit hår.. Han var dejlig til trods, men hold nu op han er HERLIG nu. Han er på nippet til at gå, han ævler løs på Valdemarsk, han vil ud i verden og kigger sig ikke tilbage. En lille udbryder som kravler på trapper og jagter Bella i hele lejligheden.

Jeg begriber ikke at mit år hjemme med Valdemar nu er slut i august. Jeg har nemlig fået fuldtidsarbejde i en specialbørnehave. Og Valde skal i dagpleje, heldigvis har vi fået den sødeste i Aalborg! Jeg har nydt min barsel til fulde. I starten synes jeg det var hårdt og svært at udføre alle mine forventinger (og de forventninger der blev stillet til mig) – men nu kan jeg godt mærke, at jeg kommer til at savne det helt vildt. Vi har gået til babysvømning fra han var 3 måneder til 11 måneder, det er bare et hit. Vi har fået os en sand vandhund, som svømmer hundesvømning med luffer på, selv.

Nu er han en tumling, og han er så klar til verden udenfor. Jeg har fået den mest selvsikre og tapre mand. Og jeg glæder mig til at følge ham resten af livet <3

 

Jeg er her endnu

jegerherendnu-down

Godaften ude i stuerne.

Jeg har været meget “blog-fraværende”, og det kom ret pludseligt. Ikke fordi, at jeg ikke vil blogge længere – for det vil jeg! Men hold da op, jeg har bare ingen energi, overhovedet. Faktisk er de fleste dage også ret fyldt op med aftaler, og det er sjældent jeg har en hel “fridag”, hvor jeg bare er hjemme. Når jeg så er ude, og kommer hjem igen, kan jeg snildt snuppe en lur på 2 timer, og være helt groggy resten af dagen. Men nu er energien langsomt ved at vende tilbage, jeg får nemlig også sovet om natten. Hvilke har været lidt sparsomt på det seneste, for lige så snart jeg går til ro, vågner babyen og holder den vildeste tramperfest. Det er skam hyggeligt, men nogle gange ville det være mere behageligt, at opleve om dagen og ikke om natten. Gad vide om han er ved at forberede mig på søvnløse nætter? Ja, jeg gætter bare 😉

Er I stadig med derude? Resten af outfittet får I en anden dag. Billederne er fra i torsdags, hvor jeg var til Carré Lagersalg med Katrine – jeg fik i hvert fald købt en masse herligheder, som jeg allerede har vist frem på Instagram. Nu vil jeg snuse lidt rundt på alle de blogs jeg har forsømt. Jeg er virkelig bagud ifølge BlogLovin’!

Jeg har en tilståelse..

tilståelseJeg har lyttet til julemusik de sidste 14 dage. Jeg er en julegris! OG kan slet ikke vente til den 1. december. Det sker lige så sikkert om amen i kirken, at jeg bliver i julestemning når efteråret er godt i gang.

Et år, da jeg var 13, pyntede jeg endda mit værelse op i september måned – ja, det er lige overdrevet nok. Men det kan ikke beskrives hvor meget jeg elsker jul. Nu er vi flyttet i en ny lejlighed, og jeg øjner MANGE muligheder for en flot dekoreret lejlighed d. 1 december. Selvfølgelig med et stort juletræ, (ægte vel og mærket!)

Håber ikke jeg er den eneste – er der andre jule glade grise derude? Øf øf. Det hjalp bestemt ikke, da der tidligere på ugen var flæskesteg med hele molevitten på job! Puha, der blev sunget julesange på vej hjem 😉

7 år og 7 billeder – en lille rejse

onne med talone med talJeg blev inspireret af Alexias indlæg til at lavet et lignede. Her er 7 billeder af mig gennem de seneste 7 år. Jeg må selv sige, at der er sket en hel del. Både udseendemæssigt og psykisk.

I 2007, jeg var ikke særlig glad og selvværd og selvtilliden var helt i bund, spøgelserne efter en folkeskoletid som var fyldt med mobning og onde ord som; klamme so, tykke svin, at jeg var grim, klam, ulækker, havde klamme store øjne, at mine læber var alt for store og ulækre og sidst med ikke mindst, fik jeg altid af vide at jeg var dum – dum som en dør. Det var nok det, som betød mest. For jeg vidste at jeg ikke var dum, men når alle siger det “så må det jo passe?”

I 2008, brød min verden helt sammen da jeg fandt min far på fortrappen med en hjerneblødning, hvis jeg ikke havde reageret så hurtigt, som jeg gjorde – så havde vi nok ikke vores far i dag, eller i hvert fald ikke som den person han er i dag. Jeg er den yngste og det at “miste” overhovedet til familien til en dum hjerneblødning, blev bare for meget for mig.

I 2009,  det var året jeg flyttede hjemmefra og året Jonas flyttede ind. Jeg kæmpede stadig med fortidens spøgelser med begyndte så småt at få opbygget troen på mig selv og viljen til at presse igennem.

I 2010, dette år begyndte tingene for alvor at gå som jeg ville ha’ det – jeg kom ind på pædagogseminaret, min absolutte drømmeuddannelse. Fik et arbejde på en boform hvor jeg fik fyldt rygsækken op med gode erfaringer og selvtillid til at jeg godt kan finde ud af mit arbejde.

I 2011 tog det et nyk ned af igen. Jeg blev hunde syg og ingen vidste hvorfor og hvad der kunne gøres for at jeg fik det bedre – på billedet fra 2010 til 2011 havde jeg tabt over 10 kg og havde det både psykisk og fysisk dårligt, da jeg ingen næring fik at den mad jeg spiste. Uddannelsen havde jeg rigtig svært ved at fokusere på, da jeg bare var så træt og uoplagt hele tiden.

I 2012 begyndte jeg selv at eksperimentere med hvad jeg fejlede og det da jeg skar gluten fra min kost, kunne jeg og min omgangskreds straks se bedring. Det var så her, at kampen om at få slået glutenallergi fast på CV’et, hvilket var svære end nogen havde regnet med. I 2012 begyndte jeg også at blogge – en blog for at sætte fokus et andet sted end på hvad der ikke lykkedes. Men at have en blog, som jeg kan dele min hverdag og tanker med, betyder så meget.

2013, jeg har fået min diagnose, jeg har aldrig været gladere eller følt mig sundere – har opbygget selvværd og selvtillid, men det er en livslang proces. Fortidens spøgelser kigger stadig forbi og slår mig ned, men det er slet ikke på samme niveau som i 2007. Jeg er blevet ældre og mere sikker på mig selv og min omgangskreds. Syntes også at det er tydeligt, at mine øjne smiler mere og ser langt gladere ud nu, end i 2007-2008-2009.

Nu har I fået en halv roman af mig, og hvis I er nået til bunden – så må jeg sige at det er ret godt gået 😉 Nu vil jeg gerne høre lidt om jer, hvem er I, hvad har I oplevet?